”Kvalitetssikring af solvarmeanlæg”

 

Projektbeskrivelse

Delopgave 1. Rådgivningsfunktion for fabrikanter

Beskrivelse i h.t. udbudsmateriale: ”udførelse af en rådgivnings- og hjælpefunktion for fabrikanter mv. af aktive solvarmeanlæg og komponenter i forbindelse med opnåelse af relevante mærkninger og godkendelser og vedrørende eksportforhold.”

 

For løsning af denne delopgave foreslås der oprettet en ”Rådgivningsfunktion” for solvarmefabrikanter med følgende arbejdsopgaver:

1.       Assistance ved opnåelse af Solar Keymark, herunder assistance i forbindelse med typeprøvninger i udlandet, etablering af påkrævet fabrikationskontrol, Solar Keymark inspektion m.v.

2.       Løbende information og assistance til fabrikanter vedr. andre relevante mærkningsordninger – således at de danske fabrikanter kan være beredte i tilfælde af ikrafttrædelse af obligatoriske ordninger (CE og energimærkning)

3.       Assistance til fabrikanter der ønsker at eksportere produkter til det europæiske marked i form dels af specifik assistance i de givne tilfælde og dels overvågning af de europæiske markeder for interessante udviklinger (indførelse af nye attraktive tilskudssystemer, indførelse af lovkrav, ...)

 

I det følgende beskrives de foreslåede aktiviteter – baggrunden for at netop disse aktiviteter foreslås er givet i Bilag A.

Delopgave 1.1 – Solar Keymark assistance

 

·         1.1.a. Solar Keymark information. Opdateret Solar Keymark brochure (på dansk) sendes rundt til alle danske fabrikanter straks efter projektstart. Samtidigt inviteres alle danske fabrikanter til et branchemøde vedrørende muligheder og krav i Solar Keymark. På mødet præsenteres også dette projekt og de muligheder for assistance det i øvrigt giver de danske fabrikanter.

 

·         1.1.b. Rådgivning i forbindelse med etablering af ISO 9000 (eller lignende) kvalitetssikringssystem. Der udformes en letforståelig skriftlig vejledning i fabrikationskontrol på ISO 9000 niveau – hvad kræver det af ”efteruddannelse”, hvor lang tid det tager det, hvad koster det – og endelig, hvad er alle fordelene. Vejledningen rundsendes til fabrikanter senest 2 måneder efter projektstart. Interesserede solvarmefabrikanter tilbydes et kort kursus i ”grundlæggende ISO 9000”. For fabrikanter der vælger at etablere et kvalitetssikringssystem, vil der gennem processen være mulighed for – i begrænset omfang - at få råd og vejledning.

·         1.1.c. Assistance i forbindelse med europæisk prøvning og certificering. Danske fabrikanter der ønsker deres produkter prøvet og certificeret efter europæiske standarder vil kunne få til hjælp/assistance til følgende:

o        afklaring af hvilke prøvninger og hvilken certificering der er nødvendige for det aktuelle produkt og det ønskede formål

o        valg af bemyndiget certificeringsorgan (pris, m.v.)

o        kommunikation med bemyndiget certificeringsorgan – efter ønske/behov kan kommunikation med certificeringsorgan gå helt eller delvist via ”Rådgivningsfunktionen”

o        valg af testinstitut (pris, prøvningstid, transport, m.v.)

o        kommunikation med testinstitut – efter ønske/behov kan kommunikation med testinstitut gå helt eller delvist via ”Rådgivningsfunktionen”

Der vil blive taget initiativ til at ”pulje” produkterne der skal prøves i udlandet med henblik på at opnå fordelagtige prøvningspriser og lavere transportomkostninger.

·         1.1.d. Dansk Solar Keymark inspektør. De foreløbige aftaler mellem DS Certificering og DIN CERTCO henholdsvis SP Certificering vedrørende godkendelse af DS Certificering til at udføre Solar Keymark inspektion i Danmark stadfæstes. Der foretages førstegangsinspektion hos de fabrikanter der ønsker Solar Keymark og prøveemner udtages. Der foretages årlig inspektion af fabrikationskontrol.

Delopgave 1.2 – Andre relevante mærkningsordninger

·         1.2.a. Status og perspektiver pr. marts 2005. Beskrivelse af status for potentielle/relevante mærkningsordninger (se Bilag A) pr. marts 2005, samt orientering og vurdering af disse ordningers perspektiver og mulige konsekvenser for den danske branche.

·         1.2.b. Opdatering af information. Ovennævnte beskrivelse og orientering/vurdering holdes opdateret hen gennem projektet – opdatering hvert halve år og når væsentlige nye udviklinger iagttages. Branchen holdes orienteret via opdateringer på hjemmeside og gennem nyhedsbreve (delopgave 3).

Delopgave 1.3  - Assistance i forbindelse med eksport

-         1.3.a. Indsamling af generelle oplysninger om europæiske markedsforhold. Indsamling af oplysninger om de mest interessante europæiske markeder (Tyskland, Østrig, Frankrig , Spanien, ...) -  inklusive oplysninger om gældende tilskudsordninger og krav i den forbindelse. Disse oplysninger formidles via hjemmesiden – se delopgave 3.

·         1.3.b. Specifik rådgivningsassistance. Specifik rådgivningsassistance til fabrikanter der overvejer eksport til et eller flere europæiske markeder. Denne rådgivning vil af budgetmæssige årsager være begrænset til konkrete svar/mindre undersøgelser på specifikke problemer.

Princip og afgrænsning for udførelse af Delopgave 1

Der ydes under tjenesteydelsen ikke tilskud til fabrikanternes gebyrer og lign. i forbindelse med prøvninger og godkendelser. Fabrikanter betaler selv direkte til testinstitutter og certificeringsorganer den fulde pris for prøvninger og godkendelser[1]. Fabrikanter betaler selv transport af prøveemner.

 

Delopgave 2. Kvalitetssikring og udvikling

Beskrivelse i h.t. udbudsmateriale:”udførelse af relevant dansk og internationalt kvalitetssikringsarbejde og af udviklingsarbejde i den forbindelse, herunder deltagelse i norm- og standardiseringsarbejdet i EU og samarbejde med KSO-ordningen. Det præciseres, at udviklingsarbejdet ud over kvalitetssikringsaspektet, som knytter sig til færdigtudviklede anlæg, også omfatter relevant rådgivning af fabrikanter mv. indenfor udvikling af nye typer solvarmeanlæg.”

 

Indsatsen indenfor delopgave 2 deles op i følgende aktiviteter:

1.       Kvalitetssikring af færdigtudviklede anlæg

2.       Rådgivning i forbindelse med udvikling af nye produkter

3.       Norm- og standardiseringsarbejde

 

I det følgende beskrives de foreslåede aktiviteter – baggrunden for at netop disse aktiviteter foreslås er givet i Bilag B.

Delopgave 2.1. Kvalitetssikring - færdigtudviklede produkter/anlæg

·         2.1.a. Etablering af produktgodkendelsesordning. Det allerede udarbejdede forslag til produktgodkendelsesordning (se Bilag C) rundsendes til branchen og der indkaldes til kommentarer. Forslag og kommentarer diskuteres på et branchemøde (1. projektmøde). På mødet udformes endelig version af ordningen. Ordningen annonceres til alle fabrikanter og forhandlere af solvarmeprodukter, som opfordres til at anvende ordningen og indsende ansøgninger om godkendelse af produkter. KSO-ordningen forsynes med materiale om ordningen rettet mod installatører og opfordres til at orientere om ordningen for installatørerne.

·         2.1.b. Drift af produktgodkendelsesordning. Indkomne ansøgninger behandles og godkendelser udstedes løbende. der garanteres en max. sagbehandlingstid på 1 måned (fra sagen er fuldt oplyst fra fabrikantens side).

·         2.1.c. Ydelseskontrol store anlæg. Fastlæggelse af procedurer og krav. Kontrol af opfyldelse af krav og kontrol af målinger. Der er budgetteret med 5 garantikontroller.

·         2.1.d. Erfa-gruppe – store anlæg. Sekretærfunktion for Erfa-gruppe for store anlæg (> 500 m²): Indkaldelse/afholdelse af årlige møder (informationsudveksling også via hjemmeside – delopgave 3).

Delopgave 2.2. Assistance til udvikling af nye/bedre produkter/anlæg

·         2.2.a. Indkaldelse og behandling af forslag. Der indkaldes forslag til forskning/udvikling af nye/bedre produkter/anlæg fra fabrikanter/rådgivere og de bedste 2-4 forslag udvælges til gennemførelse af projektet styregruppe. Fabrikanter/rådgivere finansierer selv egen indsats (prototyper, egne timer, m.v.)

·         2.2.b. Assistance til udvikling af nye/bedre produkter. De udvalgte forslag gennemføres i tæt samarbejde med fabrikanter/rådgivere. Der vil typisk være tale om både teoretiske og eksperimentelle undersøgelser af de nye produkter/koncepter. Der udarbejdes detaljerede rapporter der beskriver de gennemførte undersøgelser. Rapporterne vil ved projektets slutning være tilgængelige for alle interesserede og de generelle resultater vil blive præsenteret ved et møde ved projektets afslutning.

Delopgave 2.3. Norm- og standardiseringsarbejde

·         2.3.a DS/S213. Drift af S213. Koordinering af de tekniske input fra udvalget til TC312 og formidling af udviklingen i arbejdet i TC312 videre til udvalget og den danske branche

·         2.3.b. Formandskab for CEN/TC312/WG4 ”Marking and Labelling”. Koordinering af arbejdet i CEN/TC312/WG4 ”Marking and Labelling” (bl.a. dette arbejde formidles til den danske branche under delopgave 1.2)

·         2.3.c. Europæisk beregningsstandard. Deltagelse i arbejdet med den europæiske beregningsstandard for solvarme i bygninger. Assistance i forbindelse med implementering af beregningsmetode i det danske bygningsreglement.

·         2.3.d. Standarder for bygningsintegration. Udarbejdelse af oversigt over relevante europæiske standarder relateret til integration af solvarme i byggeriet.

Princip og afgrænsning for udførelse af delopgave 2

Delopgave 2.3: Jan Erik Nielsens udgifter til deltagelse i TC312 møder dækkes af ESTIF (inklusive rejser)

Delopgave 3. Information

Som det første etableres en database/liste over den direkte målgruppe for projektet:

·         Fabrikanter af solvarmeprodukter

·         KSO-ordning

·         Installatørorganisationer

·         Rådgivere i solvarmebranchen

·         Fabrikanter af produkter kraftigt relateret til solvarme

 

Denne direkte målgruppe vil så hurtigt som muligt blive indkaldt til opstartsmødet, hvor der orienteres om de planlagte aktiviteter og hvor målgruppen kan give deres input. Der vil blive afholdt yderligere to heldagsmøder for målgruppen – henholdsvis midt i projektet (efter et år) og ved projektets afslutning.

 

Projekterne under samme overordnede ramme for kvalitetssikring af VE-anlæg på varmeområdet (biobrændsel, varmepumper) kontaktes og informeres om de her beskrevne aktiviteter med henblik på en løbende koordinering i den udstrækning det er relevant (eksempelvis godkendelsesordninger, ansøgningsformularer og -procedurer, ...). Der koordineres løbende med KSO-ordningen.

 

Der etableres en solvarmeportal hvor den direkte målgruppe og andre interesserede løbende dels kan orientere sig om projektets status og resultater og dels søge relevant information vedrørende solvarme i Danmark og Europa.

 

Aktiviteterne i delopgave 3 bliver således:

Delopgave 3.1 Målgruppemøder m.v.

·         3.1.a. Afholdelse af 3 heldagsmøder for målgruppen. Foreløbig dagsorden før første møde er allerede udformet se Bilag D.

·         3.1.b. Koordinering med relaterede kvalitetssikringsordninger. Løbende kontakt efter behov hen gennem projektet.

Delopgave 3.2 Solvarmeportal

·         3.2.a. Fastlæggelse af form og indhold i solvarmeportal[2] - følgende indhold vil blive foreslået:

o        Generel information  om solvarme

o        Aktualiteter

o        Køberinformation om anskaffelse og kvalitet

o        Simple on-line beregninger eller beregningsark for beregning af ydelse og besparelser.

o        Emnegrupperede links, herunder links til producenter og leverandører m.v.

o        Markedsinformation national/international

o        Links til og oplysninger om brancheorganisationer m.m.

o        Oplysninger om og videreformidling af arbejdet med kvalitetssikring af solvarmeanlæg.

o        Produktinformation om solvarmekomponenter (oplysninger om godkendte komponenter m.m.)

·         3.2.b. Drift af solvarmeportal. Hjemmesiden vil efter behov løbende blive opdateret med nye informationer – der opdateres mindst en gang om måneden.

Delopgave 3.3 Anden informationsformidling

3.3.a. Nyhedsbreve, artikler m.v.. Der sendes mindst halvårligt nyhedsbreve til målgruppen. Derudover skrives i projektperioden et antal artikler (mindst 4) til relevante fagblade.



[1] Det vil dog , som nævnt blive forsøgt fra ”rågivningsfunktionens” side på fabrikanternes vegne at opnå de mest fordelagtige priser på prøvning og certificering

[2] Der vil blive bygget på portalen http://www.altomsolvarme.dk/, der  er etableret i 2003 finansieret af Ellehauge & Kildemoes’ deltagelse i EU-projektet ”Soltherm”. Efter afslutningen af dette projekt er portalen videreført med annonceindtægter fra solvarmeleverandører. Portalen er oprettet med henblik på at være den centrale danske solvarmeportal for solvarmebranchen og give størst mulig spredning af relevant information. Portalen har således den største samling af links indenfor solvarme og er den mest besøgte hjemmeside med generel information om solvarme.